Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Erik Menved (Erik 6.) (1274 - 13. november 1319^[1]) var søn af Erik 5. Klipping, som blev myrdet i Finderup Lade, da Erik Menved var 12 år gammel. Der indsattes en formynderregering for den unge kongesøn, heriblandt hans moder Agnes. Juledag 1287 blev Erik Menved kronet til konge. De stormænd, som var dømt for mordet på Erik Klipping, vendte tilbage og hærgede de danske kyster. Flere stormænd og gejstlige sluttede sig til de fredløse, bl.a. Eriks bror, hertug Christoffer, som i 1315 måtte gå i landflygtighed.

I 1289 udnævntes Jens Grand til ærkebiskop efter Jens Dros. Jens Grand var imidlertid af den mægtige Hvideslægt og i familie med flere af de fredløse, som han åbenlyst støttede. I 1294 blev Jens Grand arresteret, men det lykkedes ham i første omgang at flygte til Hammershus. Siden fortsatte han til pavehoffet, hvor han indledte proces mod Erik Menved. Erik Menved dømtes til at genindsætte ham i hans embede samt betale en erstatning på 49.000 mark sølv. Erik nægtede at betale, og i 1299 blev landet lagt under interdikt. I 1301 måtte Erik "krybe til korset" og betale en stor bøde, men Jens Grand indsattes af paven som ærkebiskop i Riga og fik ikke siden indflydelse i Danmark. I 1293 døde de fredløses leder, marsk Stig Andersen, og angrebene aftog.

Erik Menveds ambition var at genoptage Valdemar Sejrs erobringspolitik i Nordtyskland. I 1302 blev han hyldet som lensherre over fyrstendømmet Rostock. I 1304 stadfæstede den tyske konge Albrecht 1. afståelse af landene nord for floderne Elben og Elde. Erik besluttede at gå løs på Wismar og Rostock, men modstanden var hårdere end forventet, og først efter 6 måneder overgav de to byer sig. I 1316 tabte Erik Slaget ved Stralsund, og i 1317 blev der sluttet fred. Krigen var bekostelig, og regeringen måtte udskrive nye skatter. I 1336 blev udmøntningen indstillet, og de penge, der var i omløb, var værdiløse. I 1317 blev Fyn pantsat for 3 år til de holstenske grever Johann og Gerhard. Det kom til flere oprørsforsøg både på Sjælland og i Jylland. Til at holde befolkningen i skak bygges flere "tvangsborge", fx Kalø nord for Århus, Borgvold i Viborg, Bygholm ved Horsens og Ulstrup øst for Struer.

Erik var gift med Ingeborg, datter af den svenske kong Magnus Ladelås. De fik 14 børn, som alle enten var dødfødte eller døde som spæde. Erik Menved døde den 13. november 1319 og er begravet Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Han efterlod sin yngre broder, Christoffer 2., et land, som var både politisk og økonomisk fallit.Tilnavnet Menved refererer til udtrykket "så mænd ved", som i dag er bevaret i "såmænd". Det må formodes, at kongen har anvendt udtrykket flittigt.

En mere meningsfuld betydning af tilnavnet Menved er: Skarn, et utyske, en ménvætel(Se henvisningen til A.D.Jørgensens artikel nedenfor). Kunne være givet ham af nogle af de mange fjender, han skaffede sig gennem de ovenfor beskrevne handlinger.

Litteratur

• Ingvor Margareta Andersson: Erik Menved och Venden. Studier i dansk utrikespolitik 1300-1319, Lund 1954
• Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6
• Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400"; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6

Eksterne henvisninger

• A.D.Jørgensen: "Om tilnavnet Menvæt (Menved)" (Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 2; 1889)
• John Lind: "Den dansk-russiske traktat 1302. Erik Menveds østpolitik og omvæltningen i de nordiske alliancer" (Historisk Tidsskrift, Bd. 16, rk. 5; 1996)
• M.Mackeprang: "De danske fyrstelen i middelalderen" (Historisk Tidsskrift, Bd. 6, rk. 6; 1895)
• Niels Skyum-Nielsen (anmeldelse af): Ingvor Margareta Andersson: Erik Menved och Venden. Studier i dansk utrikespolitik 1300-1319, Lund 1954; Historisk Tidsskrift, Bd. 11, rk. 5; 1956)

Noter

.