Joakim von And
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Portal:Disney |
Joakim von And (engelsk: Scrooge McDuck) også kaldet Onkel Joakim, er en figur i Disneys tegneserier, skabt af Carl Barks. Han så første gang dagens lys i historien "Jul på Bjørnebjerg" i december 1947, hvor han var en gnaven og bitter gammel mand, der hadede alt og alle. Siden fik han et mere lyst sind og blev mere spændstig, men nærigheden er stadig hans hovedegenskab. Han er dog i Barks-serierne og andre amerikansktegnede serier ikke egentlig ondskabsfuld - det kan han være ind imellem i de italiensktegnede serier, som vi i Danmark mest kender fra Jumbobøgerne.
Joakim von And er søn af Frederik von And og Clementine O'And, han har også to søskende Andrea von And og Hortensia von And, han er også Anders Ands onkel og den rigeste and i verden, og har selv oparbejdet hele sin formue fra han udvandrede fra fattige kår i Skotland. Han har været guldgraver i Klondike. Han bor i en kæmpemæssig pengetank, hvorfra han kan se ud over hele Andeby. Han elsker at dykke ned i sine penge som en flyvefisk, grave sig igennem dem som en muldvarp - og kaste dem op i luften, så de rammer ham på hovedet. Han har arbejdet hårdt for sin rigdom, men alligevel har han en lykkemønt, som er den første 25-øre han tjente. Denne står i en montre på kontoret. Når han mister denne, forfølger ulykkerne ham med store økonomiske tab (Dette forekommer dog kun i de første historier hvor karakteren ikke er færdigudviklet).
Hans ærkefjender er Bjørnebanden, der gentagne gange er ude efter hans penge. I senere serier fik han en ny fjende, heksen Hexia de Trick, hvis ønske er mere beskedent end Bjørnebanden: hun vil "bare" have hans lykkemønt for at smelte den om til en hekseamulet og blive en rig heks.
Don Rosa har skrevet en lang, fortsat serie om Joakim von Ands liv.
I 1987 gik han til tv-mediet som fast figur i Rip, Rap og Rup på eventyr, hvor hans danske stemme er blevet indtalt af den nu afdøde skuespiller John Hahn-Petersen.
Det kan endvidere nævnes at Joakim von And ( eller JvA, som er hans logo på de fleste produkter han sælger ), bor på Hestebremsebakken nr. 1 i en kæmpe pengetank. Pengetanken blev bygget da han kom til Andeby. Det er her han anbringer sine midler, med det minus at han hele tiden frygter nye angreb fra hhv. Bjørnebanden og Hexia de Trick.Joakim von And ejer også 98,8 procent af Andebys forretninger, banker, fabrikker, restauranter osv.
Berømte tegnere/forfattere
Ekstern henvisning
| ||||||||||
.
Boggle