Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Polen (polsk: Polska), officielt Republikken Polen (polsk: Rzeczpospolita Polska) er et land i Centraleuropa. Det ligger i midten af Europa, og grænser til Tyskland mod vest, Tjekkiet og Slovakiet mod syd, Ukraine og Hviderusland mod øst, og Østersøen mod nord, Litauen og Rusland (i form af Kaliningrad-enklaven). Polen deler også søgrænser med Danmark og Sverige. Med et areal på 312 679 km²^[1] er Polen verdens 69. største land og 9. største i Europa. Polens befolkning udgør 38,5 millioner indbyggere, der gør det til det 33. mest befolkede land i verden.^[2]

Den første polske stat opstod i 966, med et territorium som Polens moderne grænser. Polen blev et kongedømme i 1025, og gik i 1569 ind i en langvarig union med Storfyrstendømmet Litauen og dannede Den polsk-litauiske realunion. Realunionen blev opløst i 1795, og Polen blev delt mellem sine nabolande Rusland, Prøjsen og Østrig. Polen vandt sin selvstændighed tilbage i 1918 efter 1. verdenskrig. I 1926 gennemførte general Pilsudski militærkup og gjorde landet til en diktaturstat. Under 2. verdenskrig, blev landet besat af Nazi-Tyskland. Efter krigen blev Polen omdannet til et kommunistisk "østblokland" under sovjetisk kontrol. Efter flere år med politiske kampe afskaffede Polen det kommuniske styre i 1989, og landet blev uformelt kendt som "Den tredje polske republik".

I dag er Polen et parlamentarisk demokrati bestående af seksten voivodskaber, og er det sjette mest befolkede medlemsland i EU. Landet er desuden medlem af NATO, FN, OECD, WTO og flere andre internationale organisationer.

Historie

Polens historie indledes i det 10. århundrede, da Piast-familien, som regerede området, besejrede og forenede flere slaviske stammer. I 966 modtog Polen kristendommen fra Tjekkiet.

I 1569 indgik Polen og Litauen Lublinunionen og dannede "Republikken af to Nationer".

"Republikken" (egentlig "Samvældet"), som delvis dækkede arealet i det nuværende Polen, Litauen, Letland, Estland, Hviderusland, Ukraine (delvist), Rumænien (delvist) og Rusland (delvist), blev delt mellem sine naboer - Rusland, Preussen og Østrig i 1772, 1793 og til sidst i 1795 (Polens tre delinger), da Polen forsvandt fra det europæiske kort som stat. Polen genvandt sin frihed den 11. november 1918. I 1926 gennemførte general Pilsudski militærkup og indførte diktatur. Den 1. september 1939 angreb Tyskland landet, hjulpet af sovjetiske tropper den 17. september 1939 som følge af Ribbentrop-Molotov pagten (underskrevet af Tyskland og Sovjetunionen den 23. august 1939).

Med dette var delingen af Polen mellem Tyskland og Sovjetunionen fuldbyrdet. Det polske territorium var under krigen besat af Sovjetunionen og Tyskland frem til 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, og tyskerne erobrede hele det polske territorium fra Sovjet. Hitlers regime slog ekstra hårdt til mod den polske civilbefolkning. De tyske nazister myrdede over 6 millioner polske statsborgere, hvoraf over halvdelen var jøder. Hertil kom materielle ødelæggelser, hvor blandt andet Warszawa blev jævnet med jorden. Mange af de tyske udryddelses- og arbejdslejre, som nazisternes ofre blev transporteret til, blev opført på polsk jord under den tyske okkupation. Sovjet undertrykte ligeledes den polske befolkning, hvor massemordet på polske officerer i Katyn-massakren er et eksempel. Sovjet sendte også hundredetusindvis af polakker til arbejdslejre i Sibirien og andre steder som f.eks. Kasakhstan. Republikken blev genoprettet efter krigen, men som følge af sovjetisk-britisk-amerikanske aftaler blev landegrænserne ændret vestover, og Polen blev gjort til et kommunistdiktatur, i praksis styret fra Sovjetunionen. I 1980'erne tilkæmpede polakkerne sig større selvstændighed via den første frie fagforening Solidaritet under ledelse af Lech Wałęsa, noget som efterfølgende førte til, at Polen som første kommunistland bag jerntæppet indførte frie valg og dermed brød med det kommunistiske styre i 1989. Polens politiske ambitioner ledte til NATO-medlemskab i 1999 og EU-medlemskab i 2004.

Politik

Polen er en demokratisk republik, med præsidenten, som vælges ved frie valg for en periode på fem år, som statsoverhoved. Regeringsstrukturen koncentrerer sig om Ministerrådet ledet af statsministeren. Nuværende statsminister er Donald Tusk. Præsidenten udnævner kabinettet efter statsministerens forslag, normalt fra flertalskoalitionen i tokammerunderhuset Sejmen. Sammen med ministerrådet udgør præsidenten landets udøvende magt. Nuværende præsident er Lech Kaczyński.

Polen har et tokammerparlament som består af Sejmen (som vælges gennem proportionale valg og har 460 repræsentanter) og Senatet (som vælges gennem et blokvalgssystem og har 100 senatorer). Sejmen har en spærregrænse på fem procent, som imidlertid ikke gælder for etniske partier. Den nuværende grundlov blev skrevet i 1997 (Polens første grundlov af 1791 er verdens næstældste). Når Sejmen og Senatet afholder fællessession danner de Nationalforsamlingen (Zgromadzenie Narodowe). Tokammerparlamentet udgør den lovgivende magt i landet.

Den dømmende magt udøves af domstolene Højesteret (Sąd Najwyższy), Den øverste forvaltningsdomstol (Naczelny Sąd Administracyjny), Konstitutionsdomstolen (Trybunał Konstytucyjny) og Statsdomstolen (Trybunał Stanu). Efter godkending af Senatet udpeger også Sejmen Ombudsmanden (Rzecznik Praw Obywatelskich) for en periode på fem år.

Efter valget i 2007 er partiet Platforma Obywatelska i regeringsposition, men har ikke majoritet på egen hånd, og er derfor gået i koalition med partiet Polskie Stronnictwo Ludowe. Blandt de øvrige partier i parlamentet findes Prawo i Sprawiedliwość og Lewica i Demokraci.

Administrativ inddeling

Polen er inddelt i 16 voivodskaber (provinser; polsk województwo). Voivodskaberne deles yderligere ind i 379 powiater (distrikt: 65 bydistrikter og 314 landdistrikter) og 2 478 gminaer (kommuner; 307 bykommuner, 582 blandede kommuner og 1 589 landkommuner).

De polske navne på voivodskaberne skal i sin fulde form skrives sammen med województwo, for eksempel województwo wielkopolskie (storpolske voivodskaber).

Økonomi

Polens økonomi er stabil, og siden kommunismens fald, er landet gået ind for en liberalisering af økonomien. Polen var en af de sovjetiske lydstater som havde stærkest økonomi, og blev samtidig det første land i Central- og Østeuropa som gik over fra planøkonomi til markedsøkonomi. Privatiseringen af små og større statsselskaber samt en liberal lov for markedsetablering har ført til en stor udvikling i den offentlige sektor og forbrugerrettigheder. Landets mange kulminer er basis for energisektoren.

Restruktureringen og privatiseringen af kul-, stål-, jernbane- og energisektoren er pågået siden 1990. Mellem 2007 og 2010 planlægger den polske regering at indføre 20 offentlige selskaber på det polske aktiemarked, inkluderet dele af kulindustrien. Frem til i dag (2007) har de største privatiseringer været salget af det nationale telekommunikationsfirma Telekomunikacja Polska til France Telecom i 2000, og indføringen af 30 % af andelene til Polens største bank – PKO Bank Polski – på det polske aktiemarkedet i 2004. Statssektoren bidrager i dag til 25 % af landets BNP.

I 2002 var 16,1 % af befolkningen sysselsat i landbrugssektoren, 29 % i industrien og 54,9 % i tjenesteydende sektorer. Polen har et stort antal små private gårdsbrug i landbrugsektoren, der trænger til modernisering. Hovedindustrierne er maskinbygning, jern og stål, kul, kemikalier, skibsbygning, næringsmiddelprocession samt produktion af drikke, glas og tekstiler. Polens udstrakte brug af kulenergi gør, at Polen i dag er et af verdens mest forurenende lande med en ekstrem høj CO2-udledning.^{[Kilde mangler]}

Landets hovedstad og økonomiske centrum Warszawa ligger på førsteplads i Centraleuropa med hensyn til udenlandske investeringer. BNP-væksten har været stor og holdt sig stødig fra 1993 til 2000 med en kort nedgangsperiode fra 2001 til 2002. Integrationen med EU har givet et positivt udslag på økonomien, med en årlig vækst på 3,7 % i 2003, i forhold til 1,4 % i 2002. I 2004 lå BNP-væksten på 5,4 %, i 2005 3,3 % og i 2006 5,8 %. Den polske regering har sat som mål at øge BNP til 6,5-7,0 % i 2007.

I dag er Polen EU's sjettestørste økonomi og den 23. største i verden. Landet er blevt et attraktivt investeringssted for udenlandske firmaer fra hele verden. Dette skyldes i stor grad Polens gunstige geografiske placering, en indre socialøkonomisk stabilitet og EU-medlemskabet. Samlet udgjorde udenlandske investeringer i årene 1990-2006 over 87 milliarder dollar. Kun i 2006 udgjorde de over 10 milliarder dollar. Polens største importpartnere er Tyskland, Italien, Rusland, Frankrig, Kina og Holland, mens de største eksportpartnere er Tyskland, Italien, Frankrig, Storbritannien, Tjekkiet og Rusland.^[3]

Den største udfordring den polske økonomi står ovenfor i dag er overgangen til eurozonen, og dermed valutabyttet fra złoty til euro. Overgangen planlægges mellem 2009 og 2012^[4] eller 2013.^[5] Efter Polens medlemskab i EU er der pågået en arbejdskraftsudvandring til andre EU-lande (særlig Irland og Storbritannien) på grund af en høj arbejdsløshed (11,8 % i februar 2007).

Nu har Polen fjorten særlige økonomiske zoner (fx Kostrzyn - Słubice Særlig Økonomisk Zone; polsk: Kostrzyńsko-Słubicka Specjalna Strefa Ekonomiczna).

De mest udviklede regioner økonomisk set er det masoviske og schlesiske voivodskap. Nederst på listen ligger derimod det subkarpatiske voivodskab samt voivodskaberne Lublin og Opole.

Demografi

Polen har tidligere været et mødested for mange sprog, kulturer og religioner. Særlig fandtes der et rigt jødisk liv i Polen før de tyske nazisters holocaust, da Polens jødiske befolkning på 3 millioner blev reduceret til 300 000 overlevende. Følgene af 2. verdenskrig, særlig forskyvingen af Polens grænser vestover til området mellem Curzon-linjen og Oder-Neisse-linjen og den efterfølgende migrationen af millioner af mennesker, gav Polen for første gang i landets flerkulturelle historie en etnisk ensartet befolkningssammensætning. En lille polsk minoritet er fremdeles at finde i nabolandene Ukraine, Hviderusland og Litauen, samt i andre lande. Der findes også en stor gruppe etniske polakker i USA.

Ifølge det statistiske centralbureau i Polen lå Polens indbyggertal mod slutningen af 2005 på 38 635 144, noget som gav en befolkningstæthed på 122 personer per km² (i byer om lag 1 105/km², på landsbygden 50/km²). Den naturlige tilvækst var negativ og lå på -0,04 %. Gennemsnitlig levealder var 70,5 år for mænd og 78,9 år for kvinder. 61,5 % af befolkningen boede i byer, de fleste i byområderne omkring Katowice (Øverschlesiske industriområde), Warszawa (Warszawa-agglomeratet), Łódź (Łódź-agglomeratet), Gdańsk (Trippelbyen) og Kraków (Kraków-agglomeratet). I forhold til indbyggertal lå Polen på 30. plads i verden (omtrent 0,7 % af verdens befolkning) og på 9. plads i Europa (omtrent 5,4 % af Europas befolkning).

Af Polens befolkning i 2002 anså 96,75 %^[3] sig som polakker, mens 1,23 % erklærede en anden nationalitet. 2,03 % af befolkningen erklærede ikke nogen national tilhørlighed. De største minoriteter er schlesiere (173,2 tusind), tyskere (152,9 tusind), hviderussere (48,7 tusind), ukrainere (31 tusind), sigøjnere (12,9 tusind), russere (6,1 tusind), lemkere (5,9 tusind) og litauere (5,8 tusind). Der findes også mindre grupper kasjubere, slovakker, vietnamesere, franskmænd, amerikanere, grækere, italienere, bulgarere, israelere, armenere, tjekkere, engelændere, tatarer og karaitter. Det polske sprog, som tilhører den vestlige gren af de slaviske sprog, er landets officielle sprog. I 15 gminaer er desuden tysk, kasjubisk og litauisk hjælpesprog.

Demografisk udvikling

Under den polske statsdannelse omfattede Polen landområder med et areal på over 250 000 km² med én million indbyggere. På Kasimir III den stores tid var landet (ca 270 000 km²) beboed af over 2,5 millioner mennesker. Det var først unionen med Litauen som førte en radikal demografisk og territoriel vækst med sig. Under Stefan Báthory omfattede landområderne over 1 million km², mens befolkningen mod slutningen af det 16. århundrede var sandsynligvis på 9 millioner. Da Polen mistede sin selvstændighed under landets delinger talte den multietniske stat mindst 13-14 millioner indbyggere, samtidig som en betydelig del af befolkningen brugte et andet sprog end polsk (mod slutningen af det 18. århundrede udgjorde denne gruppe omkring 60 % af befolkningen). Efter at Polen genvandt sin selvstændighed efter 1. verdenskrig boede nogle millioner mennesker med ikke-polsk etnicitet inden for landets grænser. Før 2. verdenskrig var Polen derfor en multietnisk stat hvor minoriteterne udgjorde en tredjedel af befolkningen. I mellemkrigstiden øgede folketallet fra 27,2 millioner til 35,2 millioner. Efter krigen gjorde imidlertid grænseforskyvningen og forflytningen af millioner af mennesker Polen om til en etnisk enhedlig stat for første gang i landets historie. Minoriteterne udgør pr. 2007 ikke mere end 3 % af befolkningen.

Uddannelse

Det offentlige skolevæsen i Polen er gratis, og omfatter børnehave (przedszkole), grundskole (szkoła podstawowa), ungdomsskole (gimnazjum), videregående skole (liceum), teknisk skole (technikum), yrkesskole (szkoła zawodowa), artistisk skole (szkoła artystyczna) og andre. Systemet omfatter ikke højere uddannelse, som udgør en egen statslig administrationssektor og har en grundlovsgaranteret selvstændighed. Grundloven giver alle retten til uddannelse.

Skolegang er obligatorisk frem til attenårsalderen, men det er kun grundskolen og ungdomsskolen som har status som obligatoriske institutioner. Grundskolen varer seks år fra syv- til trettenårsalderen. Ungdomsskolen varer tre år og afsluttes med en eksamen. Den videre uddannelse omfatter hovedsagelig normal og profileret videregående skole (treårig) eller teknisk skole (fire år), den sidstnævnte en kombination af praktisk og teoretisk uddannelse. Begge ender i eksamen artium (matura), og kan efterfølges af forskellige former for højere uddannelse, som bachelorgrad (licencjat), mastergrad (inżynier og magister), doktorgrad (doktor) og habilitation (doktor habilitowany), som så kan krones med en professortitel.

I dag har Polen mere end 500 institutioner for højere uddannelse, blandt andet 18 traditionelle universiteter i storbyerne Gdańsk, Bydgoszcz, Katowice, Kraków, Lublin, Łódź, Bielsko-Biała, Białystok, Olsztyn, Opole, Poznań, Rzeszów, Toruń, Szczecin, Warszawa, Wrocław og Zielona Góra samt 16 tekniske, 10 medicinske og 9 landbrugsuniversiteter og talrige højskoler for kunst, musik, teater, økonomi og flere andre fagfelter.

Polsk uddannelseshistorie

Uddannelsen af det polske samfund var et mål for rigets monarker siden begyndelsen af det 12. århundrede. I 1364 blev Det jagellonske universitet grundlagt af Kasimir III den store som et af Europas ældste og mest prestigetunge. Senere blev Universitetet i Wrocław grundlagt i 1505 af polske Władysław II af Böhmen og Ungarn, Universitetet i Wilno (nu Vilnius) i 1579 af Stefan Báthory, Universitetet i Poznań i 1611 af Sigismund III Vasa og Universitetet i Lwów (nu Lviv) i 1661 af Jan II Kasimir. Senere oplevede polsk videnskab en vis stagnasjon på grund af at landet blev stærkt svækket og ødelagt efter en række krige i det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Under Polens kunstelskende konge Stanisław August Poniatowski begyndte den imidlertid at blomstre op igen. Blandt andet blev verdens første uddannelsessdepartement oprettet i 1773 (Komisja Edukacji Narodowej). Under Polens delinger og 2. verdenskrig virkede uddannelsesinstitutionerne som undergrundsinstitutioner i skjul besættelsemagterne. Det polske skolesystem blev reformeret i 1999. Grundskolen blev da sat ned fra otte til seks år, mens den fireårige overgrundskolen blev delt i en treårig ungdomsskole og en treårig videregående skole. Karakterskalaen blev udvidet fra 2, 3, 4, 5 til 1, 2, 3, 4, 5, 6.

Byer

Pr. 1. januar 2007 findes der 891 byer i Polen. Den mindste af byerne, Wyśmierzyce, tæller kun 884 indbyggere, mens den største, Warszawa, er med sin befolkning på 1 700 000 to tusind gange større.

Listen viser de største polske byer med over 100 000 indbyggere:

Storbyområder med over én million indbyggere:

Se også

• Voivodskab
• Polens regenter og polske præsidenter
• Liste over polske skønlitterære forfattere

Noter

Litteratur

• Adam Krzemiński: Polen i det 20. århundrede - et historisk essay, Ellekær, Slagelse 2009

Eksterne henvisninger

• Poland.gov.pl - Polish national portal(Engelsk)
• Polish Information and Foreign Investment Agency(Engelsk)
• Ministry of Foreign Affairs(Engelsk)
• Poland at the World Factbook(Engelsk)
• Photos from Poland(Engelsk)
• Background Note: Poland(Engelsk)
• polennu.dk - Informationer om Polen på dansk

LA-ikon

ace:Polandia.